Vand: Livseliksir
Mennesket kan ikke overleve uden vand, og vand er et af kroppens mest værdifulde elementer. 60 % af kroppen består af vand. Tallet varierer en smule fra person til person, idet forskellige faktorer, som f.eks. alder, køn, muskelmasse og mængde kropsfedt spiller ind. Generelt set er det sådan, at jo ældre man er, desto mindre vand indeholder kroppen.
Vand understøtter fordøjelsesprocessen og hjælper kroppen med at udskille giftstoffer. Vand påvirker kredsløbet og fremmer dermed blodgennemstrømningen. Det er med til at regulere kroppens temperatur og findes i alle celler. Det hjælper os også med at få strålende hår og flot hud.
I løbet af dagen mister kroppen omkring 2,5 liter væske, så det er vigtigt at tilføre kroppen væske dagen igennem. Vand skal der til for at opretholde kroppens optimale væskebalance, og det sikres delvist gennem kosten. Dog konsumeres størstedelen af den nødvendige vandmængde gennem direkte væskeindtagelse. Voksne bør drikke mellem 1,5 og 2 liter vand om dagen. Når det er varmt, og du har motioneret, kan det være nødvendigt at drikke 3 liter eller mere endnu for at dække kroppens væskebehov.
Væsketab kan have en negativ indvirkning på kroppen. Når du er dehydreret, fungerer kroppens organer ikke optimalt, og derfor er kroppen ikke i lige så god mental og fysisk stand. Stort væsketab kan give kredsløbsforstyrrelser. Man risikerer endog, at kredsløbet bryder helt sammen.
Tørst er ikke en pålidelig indikator for, at du bør tage noget at drikke. Det er faktisk et advarselstegn på, at kroppen måske allerede er dehydreret.